House of European History genfortæller Europas historie. Men hvilken, og hvorfor er den problematisk?

Marie Sandberg og Marie Riegels Melchior

 

Abstract

Hvordan kan den fælles europæiske historie fortælles og repræsenteres? Med udgangspunkt i en analyse af det i maj 2017 åbnede House of European History i Bruxelles diskuterer artiklen, hvordan dets basisudstilling kan ses som et led i EU’s musealiserende praksis, hvormed erindringer politiseres for at skabe et udsagn om Europas fælles historie.[1] Inspireret af antropologen Sharon Macdonalds (2013) begreb past-presencing giver artiklen et eksempel på, hvordan udstillingen fremstiller Europas totalitære fortid, for derved at diskutere, hvordan museet genfortæller fortiden strategisk med henblik på nutiden.

 

Indledning

Erindring og kulturarv, er begreber, der i vestlig kontekst i de sidste godt 200 år, er tæt knyttet til nationalstaten og skabelsen af national identitet. Nationalismeforskere, herunder etnologer og historikere, har vist hvordan historiske fortolkninger er blevet brugt til at historisere og derigennem styrke det nationale fællesskab, og hvordan nationale narrativer igennem italesættelsen af en fælles fortid bliver effektive, dvs. bliver gjort til nogle, vi tænker med og tror på, og måske endda vil dø for (Jensen 2006).[2] Skabelsen af en fælles erindring er med andre ord et centralt led i konstruktionen af kollektiv identitet og indgår i processer af historiebrug og musealisering.

 

Særligt efter Murens fald i 1989 har kulturarv og erindring været sat i centrum fra EU-side, og på tærsklen til det 21. århundrede er der ifølge kulturantropologen Sharon Macdonald (2013) ligefrem sket en eksplosion i Europas erindringsarbejde; Europa er blevet et ’memoryland’ (erindringsland), eller rettere ’memorylands’ i flertal, da der ikke er enighed om én bestemt fælles grund, hvorpå den europæiske erindringshistorie skal skrives. Ikke mindst er udfordringerne, der knytter sig til at skabe en fælles europæisk erindring på tværs af Øst og Vesteuropas historier blevet diskuteret (Otto 2009, 96). I den sammenhæng har historikeren Tony Judt argumenteret for, at forvaltningen af den europæiske historie om Holocaust i tiden efter Anden verdenskrig kan ses som bestående af to konkurrerende narrativer om fortiden (2001, 829). På den ene side det vesteuropæiske narrativ, der lød, at de allierede vandt krigen, Tyskland var gerningsmand, og jøderne de største ofre. På den anden side det østeuropæiske narrativ, hvor Den Røde Hær blev fremhævet som sejrherrer i ”Den Store Fædrelandskrig”, og ved hvis hjælp Europa blev reddet fra Hitlers fascisme (ibid., 822). De forskellige erindringshistorier har foranlediget til spørgsmålene: Hvem er historiens sejrherrer og hvem er ofrene? Hvem er heltene og hvem er gerningsmændene? Så meget desto vigtigere har det været at finde fælles udgangspunkter trods den opdelte europæiske historie.[3]

 

House of European History i Bruxelles er netop et eksempel på et forsøg på at skabe en samlet fortælling om den fælles europæiske historie. Udstillingsstedet åbnede i maj 2017, men havde længe forinden været undervejs. Det blev initieret af daværende præsident for Europa-Parlamentet Hans Gert Pöttering i 2007, hvorefter der i 2008 blev nedsat en komité af historikere og museumskendere, som skulle skabe det konceptuelle grundlag for museet.[4] Et kurator-team, bestående af en interdisciplinær gruppe af historikere og andre fagspecifikke eksperter fra flere dele af Europa, har siden da arbejdet på at udvikle udstillingen, som med mange forsinkelser undervejs, åbnede her godt 10 år efter dets initiering, og som har kostet opdragsgiveren Europa-Parlamentet 56 mill. Euro (Kirchner 2017).

 

Man kan hævde, at House of European History vokser ud af én krise i kølvandet på Forfatningstraktatens sammenbrud 2006 (efter den blev afvist under folkeafstemninger i henholdsvis Holland og Frankrig i 2005) og åbner under en krise i kølvandet på Brexit 2016 (Adler-Nissen et al 2017, 580). Ikke bare fra amerikansk side, men også internt i EU giver en politisk højredrejning udtryk for at Brexit er begyndelsen til EU’s endeligt. Omvendt kan der også være god grund til at hævde, at krisen hele tiden har været der, at EU ligefrem er karakteriseret ved sin tilstand af konstant krise.

 

I dette lys; Europa forstået som et pluralt, men delt ’memoryland’, og EU forstået som en institution i permanent krisetilstand, bliver lanceringen af House of European History særligt  interessant. Det foranlediger spørgsmålet, hvordan man musealiserer en fælles europæisk historie: som en fortælling om en entydig progression i retning af mere fred og samarbejde, altså en europæisk integrationshistorie, eller som en europæisk historie, der også rummer adskilte erindringspraksisser, konflikter, protester og træghed i viljen til at samarbejde?

 

I udstillingsstedets egen præsentation på dets hjemmeside bliver det fremhævet, at målet ikke er at skabe et teleologisk narrativ, hvor endemålet (telos) er mere integration. Ønsket er ikke at være et ’EU-propaganda museum’, men samtidig er ideen heller ikke at skabe et ’nationernes udstillingsvindue’, hvor EU’s medlemslande repræsenteres efter tur. Dette forklarer én af udstillingsstedets kuratorer med en klar reference til 1800-tallets verdensudstillinger, hvor nationale pavilloner udstillede nationernes artefakter, husflid, folkedragter og inventarier, og dermed deres særegenhed (Stoklund 2003).[5] På House of European History’s hjemmeside kan man læse at ”[W]e don’t tell you the story of each European nation” for snarere er intentionen at skabe ”(…) a place to debate, question and reflect on Europe’s history.”[6] Af samme grund har man i navnet valgt termen ’hus’ og ikke ’museum’ (for Europæisk historie) og udstillingsstedet selv kalder sin vinkel for ’paneuropæisk’.[7] Det er med andre ord den transnationale, fælles-europæiske historie, der er i fokus, frem for nationalstaternes individuelle historier, og denne fælles historie skal ideelt set gøres til genstand for fælles refleksion og drøftelse blandt de besøgende. Uden tvivl er House of European History et projekt, der har til formål at skabe en fælles erindring og en kollektiv identitet.

 

I denne artikel giver vi et eksempel på, hvordan House of European History kan ses som en musealiserende praksis, hvormed erindringer politiseres for at skabe et udsagn om Europas historie (for en udfoldet udstillingsanalyse, se Sandberg og Melchior 2018). Artiklen er baseret på besøg ved House of European History kort efter åbningen af den permanente udstilling 2017, analyser af udstillingsmateriale, officielle udgivelser fra museet, samt samtaler med kuratorer og afdelingsledere ansat ved museet. Vi præsenterer i denne sammenhæng et udsnit af udstillingsanalysen ved at fokusere på ét af de permanente udstillings rum, som vi her benævner ”totalitarismerummet”. Vi har valgt at fokusere på dette rum, da det udsiger noget centralt om den udfordring ved den europæiske fortælling, som udstillingen har til formål at etablere. Ved hjælp af Macdonalds begreb ’pastpresencing’ (Macdonald 2013, 9), som betegner den måde, hvorpå en række aktører og materialiteter medvirker til skabelsen af målrettede narrativer ved hjælp af historien, undersøger vi sammenligning som en kuratorisk strategi, hvormed fortiden bliver gjort nærværende for nutiden. Først en kort beskrivelse af basisudstillingen ved House of European History i Bruxelles.

 

House of European History – Udstillingens rundgang

Den besøgende ankommer til House of European History gennem Parc Léopold,[8] som placerer sig i Bruxelles ’EU-hovedkvarter’ sammen med alle EU-institutionerne. Den godt 5 etagers ny-renoverede sandstensbygning tårner sig majestætisk op i parken og med Europa Parlamentet placeret i ryggen, blot 5 minutters gang derfra, er museets topos rigt på institutionel autoritet og historiske vingesus.[9] Bygningen, som huser de godt 4000 kvm udstilling, er opført 1935 i en tidligere tandlægeklinik, og i en funktionalistisk stil, hvor bygningselementernes størrelse gør den menneskelige skala lille.[10] Udstyret med en tablet indstillet til ens eget nationale sprog, sluses man efter sikkerhedskontrol ind og op til bygningens 1. sal og officielle hall/modtagelsesrum for enden af bygningens hovedtrappe. Man bedes venligt om at aflevere ID som pant for tablet’en. Vi havde ikke andet ID end vores pas, så symbolikken bliver særdeles tydelig; den nationale identitet italesat gennem sprogligt tilhørsforhold og materialiseret gennem passet, bliver et obligatorisk passagepunkt ind og op i museet.

Man føres fra modtagelsesrummet direkte til 2. sal, hvorfra udstillingens permanente del er placeret et niveau over museets mindre særudstillingsareal på 1. sal, og strækker sig over 4 etager op til afslutningen på 5. sal. Rundgang for rundgang, etage for etage udfolder udstillingen sig i en opadstigende bevægelse omkring en spiralliggende skulptur, ”The Vortex of Europe”, som med svungne fangarme udgjort af ord og sætninger som refererer til Europas historie. Helt til tops nås bygningens oprindelige tag, med ombygningen til museum overdækket af et lystransparent materiale, der oplyser det samlede trapperum som bygningens centrum. Lysets styrke stiger således mod toppen i udstillingens 6. og sidste etage.

 

I begyndelsen af spiral-skulpturens fangarm kan læses et citat af den spansk-amerikanske filosof George Santayana (1905): ”Those who cannot remember the past are condemned to repeat it”. Formanende, og pegende frem mod hvad der særlig er i vente: Det rædselsvækkende 20. århundrede som har udstillingens hovedfokus. Men også et vink til den besøgende om at forholde sig til historien for derigennem at kunne forbedre den verden, vi lever i. Og med udstillingens optakt forklares det, at Europa har en fælles historie, der kan opleves og erindres forskelligt, men hvor det er individet som står i centrum. Det individ, som har ledt til at værdier som humanisme, demokrati og menneskerettigheder kan siges at være de fundamentale stolper det geografiske område Europa og dets kulturer står på.

 

Ifølge House of European History er udstillingen rettet mod interesserede lægmænd, i alle aldersgrupper og i ”all walks of life”, som det formuleres åbent og inkluderende i udstillingens Conceptual Basis (2008, 7). Den tydelige, didaktiske og modtagerorientede sprogbrug peger på, at særligt unge og skoleklasser er museets målgruppe.

 

Udstillingen baserer sig først og fremmest på genstande indlånt fra nationale museer og eksisterende udstillinger i Europa. Egne samlinger har museet ikke endnu, men en samling er under opbygning med indsamlingskriteriet ’Europa’, der indtil videre primært har ført til en kollektion af genstande og memorabilia fra EF og siden EU, som ikke umiddelbart er blevet arkiveret af EU’s institutioner, men som kan betragtes som væsentlige og afgørende for  EU’s grundlæggelse og historie.[11] Det er således et grundvilkår for basisudstillingen, at flere at dens repræsentationer er fremstillet til lejligheden.

 

Europæiske værdier

Udstillingen tager afsæt i ideen om Europa – Europas formation, der repræsenteres i kortmateriale, kunstneriske udtryk og litteratur. At Europa bygger på et kulturhistorisk fundament slås hermed fast. De fleste kort er historiske kort, eller reproduktioner af samme, fra de opdagelsesrejsendes tid fra slutningen af 1400-tallet. Men også myten om Europa, den føniske prinsesse fra Tyros, jf. græsk mytologi, vises i historiske til mere nutidige illustrationer. En sektion om ”Erindring og Europæisk kulturarv” præsenterer refleksioner over de kerneeuropæiske værdier demokrati, menneskerettigheder og retsstat, hvor historiske og nutidige sammenstillinger (af fx allegorisk alabaster-figur for retfærdighed fra det 19. Århundrede, udlånt fra British Museum, og et foto af arrestationen af fortalere for homoseksuelles rettigheder i Moskva 2009) foranlediger den besøgende til at reflektere over demokratiets og retssikkerhedens tilstand i dag.

 

Det udløsende skud – Europa i ruiner

Udstillingen historiske startskud er 1789 – markeringsåret for den franske revolution, hvor individet for alvor træder i karakter i europæisk historie med enevældens fald og dermed standssamfundets opløsning til fordel for mere demokratiske nationalstaters opkomst. Udstillingen fortsætter med fortællingen om nationalstaternes komplicerede tilblivelseshistorier omgærdet af en blanding af fremskridtstro og dystopi gennem de udfordringer som fulgte med kolonisering, industrialisering, urbanisering, og arbejderklassernes opkomst. Hermed ledes der op til det drama, som formidles i det næste rum: På en hvidmalet piedestal står pistolen, som udløste det skæbnesvangre skud den 28. juni 1914. Løbet peger i retningen af udstillingens fortsættelse. Kuglen, som blev udløst i Sarajevo ramte dengang ærkehertug Franz Ferdinand, tronfølger til det Østrig-Ungarske rige, og her symbolet på startskuddet af 1. verdenskrig og det kaos mellem de nationalstater, Europa var udgjort af i tiden og som let lod sig antænde til den grusomme krig, det skulle vise sig at blive. Udstillingens sprog er klart. Nationalstaternes individuelle interesser – politiske, økonomiske og sociale – var uholdbare, ligesom også deres alliancer på kryds og tværs af Europa-kortet og dertilhørende omkringliggende kolonier. Det førte til krig i Europa endnu engang, med også store dele af den øvrige verden involveret. ”Europe in ruins”- som overskriften lyder i udstillingsrummet og den videre fortælling leder hen i mod at forstå den løsning som fik Europa på ret køl, stræbe efter samhørighed, fred og gode livsbetingelser for kontinentets borgere. Trods vejen er lang rundt i museets mindre rum i bygningens ene sidefløj og følelsesmæssig hård at gennemgå med de særlig stærke, visuelle fremstillinger af den gru, ondskab, fattigdom, magtmisbrug som hærger gennem Europa i de følgende årtier, frem til at 4. sal nås og fremskridtet og fremtiden igen er sat ind i udstillingens montrer ved at vise, hvordan et udvalg nationalstaterne, i det vestlige Europa, tog beslutning om at ville skabe en fælles fremtid i fred. Herfra gør udstillingsscenografien gradvis mere brug af EU’s ikoniske, klare kobolt blå farve og gule stjerner. Og historien giver næsten sig selv bygget op omkring de højdepunkter (”milestones”) som er uomgængelige, når det gælder EU’s historie, herunder: Kul og Ståunionens fællesskab 1952, Den Kolde Krigs endeligt og Murens fald 1989, indførelsen af unionen 1992 og endelig østudvidelsen 2004. Den forgyldte Louis XVI-stol med blåt betræk og påsatte stjerner, brugt i forbindelse med ceremonien for underskrivelsen af Forfatningstraktaten i 2005 indtager et paradoksalt højdepunkt i denne del af udstillingen, idet traktaten jo som bekendt aldrig blev ratificeret.

 

Men tilbage til museets fremstilling af Europas gru i årene omkring de to verdenskrige. Store fotostater i det første rum, med pistolen i ryggen fra det foregående, viser billeder af endeløse rækker af bomber og andet krigsmateriel. I forgrunden af en montre med bombe-hylstre fra 1. verdenskrig, ses endda det arbejde som blev lagt i destruktionen i form af hylstrenes smukke udsmykninger og det efterlader én med blandende følelser, da det ikke forklares i genstandstekster hvorfor udsmykning skulle til i denne sammenhæng, selvom det i tidens skønvirke og art nouveau-strømninger var reglen snarere end undtagelsen, at udsmykke alle former for brugsgenstande, bygninger, togstationer mv. Videre føres den besøgende forbi ny-tegnede Europakort efter 1. verdenskrigs afslutning (i 1918), hvor flere nationalstater er dannet og har kastet sig ud at regere Europæerne på nye måder. I montrer udstilles videre stemmeseddelbokse, som symboler på demokratiske styreformers udbredelse i Europa.

 

Ondskabens natur – ’Totalitarisme-rummet’

Det leder igen til krig: Anden verdenskrig. Kampen mellem det nationalsocialistiske Nazi-Tyskland, fascismens Italien og de allierede lande samt Rusland. De kuratoriske greb, og dermed musealiseringen af den europæiske historie, træder tydeligt frem ved at zoome ind på ondskabens natur hos diktatorerne Adolf Hitler og Joseph Stalin, for herigennem at forstørre analysen i form af flere meter høje lærreder, hvorpå dokumentariske filmklip projekteres: På det ene lærred stalinismens brutalitet og på det andet nazismens ditto. Der er træk ved de to diktatorers måde at udleve deres magtbegær på, til trods for de forskellige ideologiske principper, som fremhæves som ens, for netop at kunne spore sig ind på hvad ondskabens natur er, der omend lidt forskudt i tid rammer hjertet af Europa og dets østlige landområder, men påvirker hele Europas skæbne dengang som nu. Fællestrækkene er foruden de totalitære ideologier, mobilisering af masserne og systematisk brug af terror. Det er voldsomt at se de to regimers symboler side om side, se de ledende mænd stå frem som patriarker med rank ryg og oprejst pande, for at signalere deres kontrol og vilje til deres folks bedste, vel og mærke på deres præmisser, og umiddelbart efterfølgende se de mange, trange, skæbner som i arbejdslejre, i fangenskab eller blot mod deres vilje vises i gamle fotos eller filmoptagelser. Det kuratoriske team fortæller her direkte i udstillingsteksterne, at det er deres udlægning af regimernes fælles væsen som trods forskelle var ens i brutalitet og undertrykkelse. Som det eneste sted i udstillingen optræder således i denne sammenhæng et eksplicit kuratorisk ’vi’. Og budskabet er klart: I det 20. århundredes Europa er alle blevet ramt eller måske rettere blevet fanget af ondskabens væsen på den ene eller anden måde. Hvorfor fascismen ikke fremhæves i sammenhængen, kan forekomme som et mærkværdigt fravalg, da dets inklusion blot ville fremhæve omfanget af ondskab i Europa. En tolkning må stå for egen regning, men kan pege på at fascismens værdigrundlag endnu ikke er gjort op med i Italien, hvorfor det bliver mere komplekst og følsomt at berøre end Nazismen og Stalinismen, da der her i den herskende diskurs trods alt forekommer enighed om med begge regimers fald, har bevist at begge regimer fejlede desuagtet deres store ambitioner om det modsatte. Oplevelsen af fortiden fremlagt på den måde mætter og det tager et par udstillingstemaer, og montrer at passere før man igen er modtagelig for indtryk.

 

De europæiske milepæle

I udstillingens to øverste etager er det den Europæiske Unions tilblivelseshistorie som tager over gennem at fremstille de forskellige politiske initiativer, der siden Anden verdenskrigs slutning er blevet etableret og enkelte som aldrig blev til noget (fx forsøget på at etablere i 1954 et fælles Europæisk forsvars fællesskab). Historien om Den Europæiske Unions ”founding fathers” fortælles og det formuleres hvordan at franske Jean Monnet, Robert Schuman, belgiske Paul-Henri Spaak og vesttyske Konrad Adenauer mfl. var fremsynede som kompromissets politikere, hvormed de evnede at etablere grundlaget for det Europæiske fredsprojekt. Som opvokset i Vesteuropa i 1970’erne og 1980’erne er der videre i udstillingen mange gengivelser af fotos og levende billeder som netop vækker minder. Danmarks og Storbritanniens medlemskab af Det Europæiske Fællesmarked er markeret, 1970’ernes krisetider, folkelige bevægelsers opråb for og imod dette og hint, den kolde krigs alvor og bekymring før Murens fald i 1989. På 5. sal er udstillingspladsen mestendels tildelt Europas integration og dermed rækken af EU’s initiativer som gennem 1990’erne og ind i 2000-tallet førte til unionens udvidelse med stadig flere lande frem til at Storbritannien gjorde modsat og stemte sig ud i 2016.  Det forsøges at balancere EU’s succeser og mangel på samme i fremstillingen. De store highlights er EU’s forfatningstraktat, som i 2004 skulle gøre samarbejdet tættere mellem medlemslandene, men som den franske og hollandske befolkning stemte imod, hvilket førte til gennemførelsen af en reduceret traktat – Lissabon traktaten – godkendt i 2009. Her omtales også finanskrisen og EU’s håndtering heraf, som præsenteres som en form for solidaritetsarbejde. Europas historie og EU’s historie intensiveres i denne del af udstillingen. Der synes ikke længere at være noget ud over det politiske arbejde, som former kontinentet.

 

’Refleksionsrummet’

At føre den besøgende frem i tid ved at føre den besøgende op, er et velkendt greb, udstillingshistorisk. Med lysets effekt føres den besøgende op til udstillingens 6. og sidste etage, frem mod en umiddelbart forestillet fremtid, som med en stor cirkelformet bænk placeret under en cirkulær skærm (som viser skiftende billeder af bl.a. himmelrummet), opfordrer den besøgende til helt afslutningsvis i udstillingen at sætte sig ned og reflektere over Europæisk historie i fortid og fremtid – ”What makes you feel ’European’? What is our European heritage? What is Europe to you?”, som spørgsmålene lyder i audioguiden.[12] Som det også formuleres i pressemeddelelsen i anledning af museets åbning, er det ambitionen at få de besøgende til at reflektere over Europas historie og den europæiske integrationsproces.[13] Dette rum for refleksion virker som den oplagte måde at afslutte udstillingen på, for helt pragmatisk at kunne kompensere for det faktum at udstillingen ikke kan fortsætte som årene går, men må have et momentum omkring udstillingens åbningsår.[14] Dertil giver det også de mange skoleklasser som besøger museet mulighed for at sætte sig et sted og samle op på de øvelser som museets veludbyggede undervisningsmateriale lægger op til. Men ses der bort fra disse mere praktiske foranstaltninger, er betydningsladningen tæt, næsten tyk – og det er vanskeligt ikke at læse denne struktur som en teleologi, hvor europæisk historie forstås i lyset af dets endemål: Stadig mere integration mellem de europæiske nationalstater formaliseret gennem samarbejdet i EU– hvilket den besøgende så også kan reflektere sig frem til [15].

 

Udstillingens past-presencing greb

Europæisk historie, som den fremstilles på House of European History, stræber efter en utopi, dvs. en singulær version af EUropa, som den besøgende, påvirket af det samlede udstillingsbesøg, forventes at reflektere sig frem til. Det er en refleksionsrejse, som understøttes af udstillingsæstetikken, som gradvist ændrer sig fra mørkere til lysere, og hvis montrer og udstillingssøjler gradvist skifter til EU’s stærke blå farver. Nobels Fredspris, som blev tildelt EU i 2012, er udstillet på øverste og sidste etage i udstillingen, og markerer troen på utopien også til trods for at der i samme montre og i det hele taget i den sidste del af udstillingen under temaet ”Accolades and criticism” (anerkendelse og kritik), vises et billede af den protest som samtidig fandt sted i form af en demonstration i Oslo i forbindelse med tildelingen af fredsprisen og som udstilles ved siden af et ”Nei til EU” badge. Men protesten og kritikken blegner i selskabet af medaljen. Og i det hele taget er der påfaldende mange tomme montrer i denne afsluttende del af udstillingen, som af det kuratoriske team forklares med manglende tid til at få de ønskede genstande indlånt og konkret fragtet til udstillingen. I lyset af udstillingens samlede historisering af EU forstået som et pan-europæisk projekt, er det ikke anerkendelsen af EU’s kvaliteter som volder udstillingen problemer at formidle. Det er kritikken, den distancerede refleksion, der ikke falder let at udtrykke hverken i ord eller i genstandenes sammenstillinger.

 

Som fremhævet i citatet fra åbningen af House of European History ønsker Europa-Parlamentets repræsentanter ikke at skabe et EU-propaganda museum med en entydig politisk linje. Ligeledes blev det klart gennem samtaler med medlemmer fra kuratorteamet og udstillingsledelsen, at ambitionen er at skabe en objektiv fremstilling; ”we try not to take sides”, som en kurator formulerede det. Som en af de ledende udstillingsansvarlige betoner, har man fra teamets side bevidst undladt at bruge begrebet ’European identity’ i udstillingen, og i stedet gjort ’European memory’ til en gennemgående tematik, fordi det er nemmere at vise erindringens karakter af at være konstrueret og sammensat (samtaler med kurator-teamet, 3/4 og 27/6 2017). Der er således ikke nogen tvivl om at kuratorteamet stræber efter en reflekteret historiefremstilling, som formidler den europæiske historie, ikke som en essens, men som en konstruktion.

 

Sammenligning eller udligning? Europas totalitære fortid

Et gennemgående past-presencing-greb, der gør sig gældende i House of European History’s basisudstilling er sammenligning imellem såvel totalitære regimer, som vi så det i det man kunne kalde ’totalitarismerummet’ med de to filmlærreder fra henholdsvis stalinismen og nazismen. At gøre nazismen og dens ugerninger sammenlignelige med andre ideologier var længe kontroversielt: for den tyske filosof og intellektuelle Jürgen Habermas, som er opvokset i efterkrigstidens Tyskland, er en sådan sammenligning lig med en relativering af Holocaust. I det, der kaldes ’Historikerstriden’ indgik Habermas sammen med historikeren Ernst Nolte i en kontrovers om, hvorvidt Holocaust skulle forstås som noget ’Einmalig’, dvs. enestående i negativ forstand, eller som ét eksempel blandt flere folkedrab i historien på europæisk og globalt plan (cf. Delanty 2009). Habermas på sin side mente, at Holocaust ikke kunne stilles på linje med andre folkedrab. For at undgå at historien nogensinde skulle kunne gentage sig, var det vigtigt at fastholde forståelsen af Holocaust som noget unikt (i negativ forstand). Sammenligningen mellem nazisme og stalinisme har især været kontroversiel i den variant, hvor kommunismen sattes overfor nazismen: for mange vestlige intellektuelle havde kommunismen været et progressivt omend fejlslagent ideal (Judt 2001, 826). Det gør House of European History ikke, her er der qua det vi kalder ’totalitarismerummet’ mere fokus på diktaturets ondskab som sådan. Som etnologen Lene Otto har gjort opmærksom på, er et fokus på en genskabelse og rekonstruktion af en fælles historisk erindring ”det naturlige svar på svage identiteter” (Otto 2011, 89,). I en analyse af Europa-Parlamentets resolution fra 2008 om ”European Conscience and Totalitarianism” viser Otto, hvordan man fra EU-side har arbejdet på at nazisme, stalinisme og fascisme samt de kommunistiske regimer anerkendes som en fælles historisk arv i Europa, som må betragtes som lige ondsindede af natur (Otto 2011, 90). Der sker således en harmonisering af erindringen for at skabe en fælles historisk erfaring. Bagsiden af denne måde at praktisere en fælles erindring på gennem udligning af forskelle er således, at når fortiden om kommunismen erindres som folkemord eller forbrydelse mod menneskeheden, så ”lukker det for muligheden af at forstå og analysere kommunismen som et system” (ibid., 107). Når en abstrakt term som totalitarisme bliver fællesnævneren for de europæiske befolkningers lidelser, almengør eller universaliserer man dermed historieforståelsen, så den politiske forståelse nedtones – og spørgsmålet er ifølge Otto, om dette leder til større integration mellem de europæiske erindringer.

 

I det her udvalgte eksempel fra den del af basisudstillingen, vi har valgt at kalde ’Totalitarismerummet’ ses således en sammenlignende eller komparativ kuratorisk strategi, hvormed fortiden bliver gjort nærværende for nutiden. Det problematiske i museets brug af denne strategi er, at sammenligningen i praksis bliver til en udligning af forskelle, også selvom det kuratoriske ’vi’ forsikrer om at de totalitære ideologier ikke kan ligestilles, men at de var ens i brutalitet og undertrykkelse.

 

Det kuratoriske team forsøger som nævnt bevidst at skabe balance i historien fx ved at inddrage såvel positive som negative sider af den europæiske integrations historie. Noget af det, anmelderne af House of European History har lagt vægt på, er at House of European history’s basisudstilling indeholder en Brexit-stemmeseddel, ifølge kuratorerne netop for også at vise ’the dark sides’ af EU’s historie. Men ligesom at det udstillede EU-protestbanner blegner ved siden af den tildelte Nobels Fredspris, rokker Brexit-stemmesedlen ikke ved den store fortælling om EU som den europæiske histories telos.

 

Konklusion: Den europæiske erindring som problem

Denne artikel har undersøgt House of European History som et erindringspolitisk projekt, der har til formål at etablere en fælles europæisk historie og en kollektiv erindring. Som Delanty har påpeget, bygger kollektive identiteter på forestillede fortider og oprindelsesmyter (2009, 36). Problemet med den europæiske erindring har længe været identificeret som værende fraværet af et europæisk folk og deraf af en delt fortid eller oprindelse, som erindringsfællesskabet kan skabes ud fra. House of European History står derfor overfor en særlig udfordring sammenlignet med Europas nationale museer, som mere entydigt kan udvikle en erindringspraksis med et identitetsskabende formål for øje. Der er derfor god grund til at kuratorerne vælger en paneuropæisk tilgang, med fokus på erindring frem for identitet, hvilket som nævnt er udstillingens udgangspunkt.

 

Men spørgsmålet,  om House of European History formår at indfri ambitionen om at skabe en paneuropæisk udstilling og undgå en teleologisk historiefortælling står stadig tilbage. Der er flere måder, hvorpå man kuratorisk kunne have arbejdet med en ikke-teleologisk musealiseringsstrategi, såsom dekonstruktion, genealogi, fokus på decentrering og diskontinuitet, eller på blikke fra marginen (Delanty 2009, se også Settele 2015). Men museet forsøger i stedet på at balancere mellem ’dark sides’ and ’bright sides’ i EU’s tilblivelseshistorie.

 

Man kan ikke entydigt sige, at udstillingen stræber efter én utopi, eller ét telos. Alligevel er der en klar målsætning om at den besøgende skal sætte sig ned i ’det europæiske hus’ og reflektere over hvordan ”the European idea comes alive”, også i fremtiden. (jf. ref. til Conceptual Basis 2008, s. 5). Huset, som et sted for kollektiv erindringspraksis, fastholder på den måde det singulære frem for det multiple Europa, hvor der er én europæisk idé(verden), vi som europæere kan (lære at) føle os forpligtede til at realisere (i EU).

 

Det, Peggy Levitt har kaldt den globale museum-assemblage er altid forankret i bestemte geopolitiske og økonomiske verdensordener (Levitt 2015, 5). House of European History er ingen undtagelse og kan som allerede nævnt ses som et udtryk for et EU i krise. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan begrebet krise kan forstås. Ofte indgår ordet krise i en politisk diskurs, der godt hjulpet af medierne udnævner kriser på rad, som kan bruges strategisk til at godtgøre specifikke politiske handlinger i en tilstand af undtagelse. Som Ann Ighe peger på, kan de forskellige kriser bekvemt bruges til at vise, hvordan EU gentagne gange har formået at rejse sig med fornyet styrke fra asken som fugl Fønix (Ighe 2017, 19). House of European History kunne således have stået som et – eksplicit, selvbevidst – udsagn om EU’s permanente krisetilstand. Som kuratorisk pastpresencing greb ville den kontinuerlige krise have givet udstillingen et ganske andet fælleseuropæisk narrativ end balanceaktens pro-et-contra og forsøgene på at udligne forskellene mellem Europas erfaringer med totalitarisme fra øst til vest.

 

 

Litteratur

Conceptual Basis for a House of European History, European Parliament, http://www.europarl.europa.eu/meetdocs/2004_2009/documents/dv/745/745721/745721_en-pdf [besøgt 4.1. 2018]

Press release 2017: European Parliament opens the House of European History on 6 May 2017. Press release, Press Service, Directorate for the Media Director, spokesperson Jaume Duch Guillot. Ref. No. 20170504IPR73468, European Parliament, 4.5. 2017.

Adler-Nissen et al 2017: ’Performing Brexit: How a post-Brexit world is imagined outside the United Kingdom’, in: The British Journal of Politics and International Relations, vol. 19(3), pp. 573-591.

Delanty, Gerard 2009: The European Heritage: History, Memory, and Time, in: Rumford, Chris (ed.) 2009: The Sage Handbook of European Studies, Los Angeles, Calif: SAGE, s. 36-51

Gade, Rune 2006: Hvad er udstillingsanalyse? – bidrag til en diskussion af metodiske strategier i forbindelse med analyser af kunstudstillinger. In: Udstillinger mellem fokus og flimmer – en antologi om udstillingsmediet. København: Multivers, 2006. s. 15-40.

Ighe, Ann 2017: The Legacy of 2015. In Eurozine 24 May 2017, pp.-1-21.

Jensen, Bernhard Erik (2006): “At forvalte kulturarv: en identitetspolitisk arbejds- og kampplads”, i P. Aronsson (red.), Demokratisk kulturarv?, Linköpings Universitet, 2006.

Kaiser, Wolfram (2015) Clash of Cultures: Two Milieus in the European Union’s ‘A New Narrative for Europe’ Project, Journal of Contemporary European Studies, 23:3, 364-377, DOI: 10.1080/14782804.2015.1018876

Kirchner, Thomas 2017: Ideen gegen Dämonen. Süddeutsche Zeitung, 4.5. 2017.

Levitt, Peggy 2017: Response to symposion on Artifacts and Allegiances: How Museums Put the Nation and the World on Display. In Identities: Global Studies in Culture and Power, vol. 2, No 1, 55-61.

MacDonald, Sharon (2013) ”The European Memory Complex” i Memorylands – Heritage and Identity in Europe Today, Routledge, s. 1-26.

Otto, Lene 2011: A Common European Identity. Cultural Heritage, Commemoration, and Controversies. In Ethnologia Scandinavica vol. 41, 2011, s. 89-110.

Otto, Lene 2013: Erindringen om Hitler og Stalin kan ikke samle Europa, Information 25.9 2013

Press Release 2017: European Parliament opens the House of European History on 6 May 2017. Press Release 04052017, Press Service, Directorate for the Media, European Parliament, EU.

Sandberg, Marie og Marie Melchior 2018: EUROP. House of European History mellem Paneuropæisk og Postnational Erindringspraksis. Under udgivelse.

Settele, Veronika 2015: ’Including exclusion on European memory? Politics of remembrance at the House of European ’History’, In: Journal of Contemporary European Studies 23 no 3 (2015), 405-416.

Sierp, Aline & Jenny Wüstenberg (2015) Linking the Local and the Transnational: Rethinking Memory Politics in Europe, Journal of Contemporary European Studies, 23:3, 321-329, DOI: 10.1080/14782804.2015.1058244

Stoklund, Bjarne (1999): Nationernes kulturelle arena. 1800-tallets verdensudstillinger. In: Stoklund (red.) 1999: Kulturens nationalisering. Et etnologisk perspektiv på det nationale. Museum Tusculanums Forlag, s. 139-157.

---

 

[1] Denne artikel er baseret på uddrag af en udstillingsanalyse foretaget af Marie Sandberg og Marie Melchior, foråret 2017 samt foredrag ved Marie Sandberg afholdt i det Svenske Litteraturselskab, Helsingfors, ved seminaret Nationella riter och representationer av nationen, arrangeret af det Svenska litteratursällskapet, Helsingfors 2017 i anledning af 100-året for Finlands selvstændighed. For den fulde udstillingsanalyse se Sandberg og Melchior 2018 (under udarbejdelse).

[2] Før nationalismen var det fortrinsvis eliten/adelen som tænkte i genealogier. I løbet af 1800ts brud med religion og interesse for oplysning og romantik og individets selvudvikling/dannelse: interessen for historien bliver central.

[3] At EU har udpeget 2018 til kulturarvsår, kan ses som et udtryk for dette behov for at skabe en fælles europæisk historie, hvilket House of European History også er et produkt af.

[4] Ekspert-komiteen bestod af følgende medlemmer: Giorgio Cracco, António Reis, Mária Schmidt, Włodzimierz Borodziej, Hans Walter samt Hütter, Marie Hélène Joly, Matti Klinge, Michel Dumoulin, Ronald de Leeuw.

[5] Samtalerne fandt sted d. 27.6 samt 3.4 2017 i Bruxelles. Tak til Martí Grau Segú, Kurator, Constanze Itzel, Enhedsleder, Blandine Smilansky, leder af Uddannelsesafdelingen.

[6] http://www.europarl.europa.eu/visiting/en/brussels/house-of-european-history, besøgt 4/9 2017.

[7] Ifølge Andrea Mork, Content Coordinator, hjemmesiden.

[8] Parc Leopold er navngivet efter Belgiens berømte og berygtede konge, som indtog Congo og gjorde den til sin private (slag)mark.

[9] Bygningen er opført i 1935 som del af amerikaneren og grundlæggeren af virksomheden Kodak, George Eastmans (1854-1932) filantropiske projekt, om at skabe tandlægebehandling for mindre bemidlede børn i Bruxelles.

[10] At lade sig inspirere af det antikke tempel i moderne museumsbyggeri har været tilbagevendende siden 1700-tallet og ses bl.a. i museumsbyggerier som British Museum i London, The Asmohlean Museum i Oxford, og The Philadelphia Museum of Fine Arts.

[11] I forbindelse med interview med museets chef kurator forklares det at EU har en restriktiv arkiveringspolitik, hvor endelige sagsakter gemmes. Derfor er museet glade for at de fx har muligheden for at kunne lade alle forlæggene til designet af Euro’en indgå i deres samling, hvor det i EU’s arkiv alene er det endelig vinderforslags som bevares.

[12] Se også House of European History – Guidebook. Permanent Exhibition (2017), s. 152.

[13] Se: https://historia-europa.ep.eu/sites/default/files/files/press/press_release_1_1.pdf

[14] Ifølge samtale med det kuratoriske team er planen hvert år at vise en særudstilling. I forbindelse med åbningen af museet er der således samtidig åbnet særudstillingen Interactions. Centuries of commerce, combat and creation, der understreger de forbindelser og netværk af relationer som på kryds og tværs har forbundet Europas og europæernes historie.

[15] Press Release 2017.